I Kosova sprang en af gnisterne til krigen i Eks-Jugoslavien. Hadet mellem serbere og albanere er ikke blevet mindre siden og kan når som helst sætte Balkan i brand på ny.
(Offentliggjort i “Amnesty Nyt” i September 1996)
“Serberne har ikke politi nok til at stoppe hele det albanske folk, hvis det rejser sig samlet.”
Ordene er Adem Demacis, en energisk 60-årige forfatter og modtager af Sakharov-prisen for sit arbejde for de etniske albanere på Balkan. De sidste seks år har han som leder af Rådet til Forsvar for Menneskerettigheder og Friheder (CDHRF) rapporteret om de serbiske overgreb på menneskerettigheder i Kosova.
Alene i 1995 indberettede rådet 3487 ubegrundede anholdelser, 3296 tilfælde af tortur og mishandling og 16 dødsfald, heraf seks som følge af tortur i politiets varetægt. Siden 1989 er over 27.000 tilfælde af overgreb blevet registreret og videregivet til verden udenfor den isolerede region.
Det er en opgave, som CDHRF er alene om, for i 1993 smed serberne alle øvrige menneskerettighedsobservatører ud af Kosova, herunder Amnesty International og OSCE. Enhver kritik af forholdene har Beograd siden afvist som “en international kampagne til støtte for albanske separatister”.
Der er ingen dialog mellem parterne overhovedet, og Carl Bildt, EUs særlige udsending på Balkan, har udtalt, at han “ser udviklingen i Kosova som den største trussel mod freden på Balkan.”
Amnesty har gentagne gange i skarpe vendinger kritiseret serbernes voldelige fremfærd over for albanerne i Kosova og påpeget den lange række af internationale traktater og konventioner, som serberne har forpligtiget sig til at overholde.
Krigens gnist
Ikke engang navnet kan de blive enige om, men fem timers kørsel syd for Beograd ligger det omstridte område, som serberne kalder Kosovo og Metohija, albanerne blot Kosova.
Vi er i hjertet af Balkan – regionen grænser op til Albanien, Makedonien, Montenegro og Serbien. Det var netop her, at en af gnisterne til borgerkrigen på Balkan sprang, da Serbiens præsident Milosevic i 1987 i en tale til én million serbere i Kosova understregede, at serbiske mindretal på Balkan aldrig mere skulle føle sig underkuede.
Serberne betragter Kosova som en del af Serbien og styret i Beograd anser derfor de to millioner albanere i Kosova, som deler området med 200.000 serbere, som et etnisk mindretal i selve Serbien. Det er en rollefordeling, der ikke opretholdes med albanernes gode vilje men derimod med Beograds håndfaste magt. Og derfor er det ikke særlig sjovt at være albaner i Kosova i disse tider.
Med Beograds aktive støtte og et massivt opbud af militær og politi har serberne i dag helt overtaget kontrollen. Albanerne er blevet udelukket fra poster i administrationen og på de større virksomheder, og næsten alle albanere er blevet fyret fra hospitaler og højere læreanstalter. Albanske medier er blevet lukket eller underlagt skrap serbisk censur, og serbisk er gjort til det eneste officielle sprog i Kosova.
Albanerne er blevet smidt ud af deres boliger for at skaffe plads til serbiske flygtninge fra Bosnien, og Kosova-albanere, der har været på besøg i Albanien, er blevet nægtet indrejse eller har fået deres pas beslaglagt. Serberne afviser at lade Kosova-albanske flygtninge i Vesteuropa vende hjem – det var en af årsagerne til den særlov, der forlængede opholdstilladelsen for Kosova-albanske flygtninge i Danmark tidligere i år.
I 1990 påtvang serberne skolerne i Kosova et serbisk pensum, forbød al undervisning på albansk og fyrede 6900 albanske lærere. De 85.000 elever på gymnasieniveau og derover røg ud, og på skoler bygget til tusindvis af albanske elever går der i dag kun en håndfuld serbiske elever.
Albanske politikere, herunder repræsentanter for det største uofficielle oppositionsparti, Kosovas Demokratiske Liga (LDK), betragtes af serberne som agitatorer for en grundlovsstridig løsrivelse og anklages for statsforræderi.
Serbisk politi foretager dagligt husundersøgelser efter våben, og ransagningerne ledsages ofte af voldelige overgreb på hele familier.
Krav om selvstændighed
Stod det til albanerne, der udgør en etnisk majoritet på 90 procent, så var Kosova en selvstændig, albansk nation. Det tætteste, de har været det mål, var i 1974. Da ændrede Tito den jugoslaviske grundlov og gav republikken udstrakt selvstyre indenfor rammerne af føderationen. I 1981 krævede republikkens albanske ledelse uden held status som selvstændig republik.
Sidenhen er det gået ned ad bakke. I 1987 fratog nytiltrådte Milosevic Kosova sit selvstyre, og to år senere indlemmede Beograd regionen som provins i Serbien.
Milosevic begrundede sin handling med ønsket om at beskytte den serbiske minoritet og sikre serbiske nationalklenodier i regionen – primært en række ortodokse klostre og mindesmærker – fra albanernes overgreb. Men mere end noget andet har Kosova en kolossal symbolsk betydning for serberne som arnestedet for den serbiske nation.
Kosova-albanerne har pure nægtet at anerkende det selvudråbte serbiske herredømme over Kosova. Efter den jugoslaviske føderations opbrud må vi have ret til en egen stat, på lige fod med for eksempel Slovenien og Makedonien, lyder argumentet fra albanerne.
Men også for dem er der tale om en symbolsk og historisk kamp for national identitet. Kosova-albanerne kan deres historie til mindste detalje og rystes over, hvor lidt vi i Vesten egentlig kender til Balkans historie.
Som Burhem på 22, der studerer edb i Kosovas hovedstad Prishtina. Over flere kopper stærk, tyrkisk kaffe giver han mig en gennemgang af albanernes historie med særlig fokus på deres storhedstid i det oldgamle Illyrien.
“Derfor har vi ret til vores eget land, derfor er Kosova albansk”, fastslår han med jævne mellemrum og stolthed i stemmen – hvad enten det nu er fordi, en albansk helgen fra 1208 blev født i Kosova eller fordi en sø for godt tusind år siden blev generobret af den albanske nationalhelt Skanderbeg.
Passiv modstand
Som modtræk til serbernes magtovertagelse etablerede albanerne i 1990 en parallel stat i Kosova med et valgt eksilparlament. Ledelsen opfordrede tidligt albanerne til kun at yde serberne passiv modtand – og befolkningen tog udfordringen op. For eksempel har al albansk undervisning siden fundet sted i garager, butikker og private hjem med de fyrede lærere som frivillig arbejdskraft.
Det parallelle system har holdt livet i gang og håbet oppe, men efter seks år uden resultater er albanerne ved at være slidt op. De synker langsomt i knæ for overmagten og har påtaget sig offerrollen. Nu klamrer enkelte sig til de særeste forhåbninger.
“Hvis bare Bob Dole vinder valget i USA, så kommer han os til hjælp, det er jeg sikker på”, lyder det fra en ung lægestuderende, jeg møder på en café i Prishtina.
“Når Albanien bliver optaget som medlem i NATO vil de hurtigt kommer os albanere til hjælp”, siger en anden optimistisk ung fyr på bussen fra Beograd.
Men andre er mere pessimistiske.
Muhamet er tidligere økonom på en kemisk virksomhed, men har været uden arbejde, siden serberne for tre år siden fyrede ham og satte en serber i hans sted. Han tror ikke længere på passiv modstand.
“Krig i Kosova er den eneste løsning. Der mangler bare et eller andet til at tænde gnisten. Albanerne er villige til at ofre alt for kampen for et frit Kosova – de har meget lidt at tabe, og den nuværende situation er helt uholdbar. Folk får bank uden grund, børnene vokser op som fremmede i deres eget land og må ikke tale deres eget sprog. Albanere bliver omregistreret som tyrkere og bedt om at forsvinde af de serbiske myndigheder. Så hellere dø i kampen for et frit Kosova”, siger han.
Måske har Muhamet allerede fået sin gnist. I slutningen af april blev en ung albansk student skudt af en civil serber, og siden har der været en række konfrontationer mellem serbere og albanere med flere dræbte til følge.
Snydt af Vesten
Adem Demaci og CDHRF har med deres rapporter om overtrædelser af menneskerettighederne søgt Vestens opmærksomhed for derved at få lagt et pres på Serbien.
Demaci, der sad 28 år i fængsel under Tito for sit arbejde for den albanske minoritet i det daværende Jugoslavien, betragtes af nogle Kosova-albanere som deres Nelson Mandela. Men selv hos en moderat tænker som Demaci er bitterheden ikke til at tage fejl af.
“Jeg synes ikke, det har været naivt at vente på vestlig hjælp. Vi blev jo i sin tid lovet, at hvis Albanien og albanerne valgte den fredelige vej – i modsætning til de bosniske muslimer – så ville vi få Vestens støtte. Det lovede hele det internationale samfund. Men nu viser det sig jo, at de har leget med os”, konstatere han.
“Med underskrivelsen af Dayton-aftalen forekommer det nu klart, at Vesten opfatter Kosova som et selvstændigt problem – et albansk problem og et serbisk problem. Hovedkræfterne i Europa har dermed indirekte besluttet, at Kosova skal forblive en serbisk koloni.”
Demaci tror ikke, at ledelsen i LDK vil kunne lede albanerne frem til forhandlingsbordet, og nu overvejer han selv at gå aktivt ind i politik. Han opfordrer samtidig albanerne til at tage sagen i egen hånd og gøre brug af deres talmæssige overlegenhed.
“Albanerne må forstå, hvad det var, de krævede, da de i sin tid valgte deres eksilregering. De må befri deres skoler, hospitaler og fabrikker med magt om nødvendigt. Alle kræfter må samles, og alle politiske forskelle og individuelle interesser må lægges til side”, siger Demaci.
Et lille håb-måske
Milosevic har været heldig. Hans kollega Karadzics etniske udrensningskampagne i Bosnien har tiltrukket sig al opmærksomhed og givet Milosevic arbejdsro på hjemmefronten. Det internationale samfund har i sin iver efter at redde Bosnien helt overset den serbiske ledelses overgreb i Kosova – eller forbigået den i tavshed for at opnå Dayton-aftalen med Milosevic.
Men netop som albanernes tålmodighed synes opbrugt, er der begyndende tegn på, at verden endelig har fået øjnene op for den trussel, en fortsat serbisk undertrykkelse af albanerne kan udgøre for en varig fred på Balkan.
FNs særlige udsending, Elisabeth Rehn, besøgte Kosova i maj, og USA har for nylig åbnet et informationskontor i Prishtina. I EU-parlamentet er der nedsat en gruppe, der arbejder med Kosova-problematikken, og OSCEs ledelse har givet emnet høj prioritet.
Men endnu fortsætter de serbiske overgreb på albanerne ufortrødent på sjette år.
