Med sin digtsamling “Lort” er Hieronimus Knarp trådt endnu et skridt hinsides den moralske afgrund, han nåede i forgængeren “Bæ.” Med et indædt had rettet imod bagere og renovationarbejdere præsenterer Knarp os for et råt, upoleret sprog, utæmmede aggressioner og en indestængt vrede, der på trods af den fejlfri tegnsætning må skræmme enhver læser og hans børn.
Min
Er osse meget større
end din
Skriver Knarp i digtet “sammenligninger.” Og hvor vil han så hen med den? En ligegyldig floskel, en barnagtig kliche fra gymnastiksalens omklædningsrum; en destruktiv, hadefuld påstand slynget i ansigtet på den intetandende læser, der uvilkårligt må kigge ned ad sig selv og udbryde, “ja, og hvad så?” Han har fanget vores opmærksomhed, ramt plet, men i stedet for at udnytte denne øjeblikkets intensitet og nærvær, så rækker han en ildelugtende, bæ-befængt langefinger op i hovedet på os og raver videre som en fuld grønlænder på Strøget.
Som læsere står vi tilbage med en afmægtig fornemmelse af sorg og skuffelse, impotens og handlingslammelse. Vi bliver måske også lidt småsultne eller får lyst til en lille, lyshåret pige – det er alt sammen slet ikke til at vide, og det er Knarps skyld at vores associationer kan springe i så mange retninger. På trods af ord som “befamlingsbehov” og “tissetrang” sender han ingen sikre signaler og er derfor lige så effektiv til at lede os gennem sit univers som en døvstum rejseleder på et nyt og ukendt feriemål.
Al denne galde, dette unuancerede raseri, må stamme fra hans tid i landbrugsministeriet, hvor Knarp i flere år skulle kontrollere sæddonationer fra avlstyre på de økologiske gårde vest for Storebælt. I et digt som “tømningen” mærkes det klart, at et regnskab skal gøres op – men det er som om Knarp vælger at svælge i hævnlysten, snarere end at få afløb for den.
Vådt og slimet
er nu en gang ikke det modsatte
af tørt og sikkert
Konstaterer Knarp, og fortsætter i samme åndedrag
Derfor
brænder jeg gerne
dine børns bamser
i min gasovn
“Det kan godt være, du hader mig,” synes Knarp at ville sige, “men jeg hader dig mindst lige så meget.” Det er jo ikke synderligt venligt sagt, slet ikke, når man som jeg er en lille. nærsynet mand med et seriøst mindreværdskompleks. Som læser frastødes jeg, og var det ikke fordi, tegningerne af døde dyr er så sjove, så havde jeg såmænd nok lagt bogen fra mig i foragt.
Er der da slet ingen forsoning i Knarps nye værk? Nej, det er der ikke. Side op og side ned klager han sin nød, brækker sig over tilværelsens små genvordigheder og kalder enhver, der kunne tænke sig at formilde hans dystre livssyn for en pik. Det er ikke hyggelig læsning – men er det kunst?
Med den brune substans fra kummen
skriver jeg mit navn på din kommode
sokkerne ligger i anden skuffe
fra oven
Et religiøst aspekt, en forsonende allegori midt i Knarps sorte, forvredne verden? Næppe. Det er bare ulækkert.
