Jeg møder Vuk over frokost. Den 27-årige fyr graver sit måltid frem fra en container i en sidegade midt i Beograd. Her er han endt som en halv million andre serbere fra det tidligere Jugoslavien, på flugt fra de sidste fem års etniske udrensning i Kroatien og Bosnien-Hercegovina.
Det er lidt akhavet — serbiske flygtninge passer dårligt med det billede, vi i vesten har dannet os af serberne som de skyldige og alle de andre som ofre.
Ifølge Dayton-aftalen, der blev underskrevet for små to år siden, skal disse “udsmidte” (expellees) som de officielt kaldes, før eller siden hjælpes tilbage. I praksis bliver det ikke til noget. Det har parterne (serberne, kroaterne og de bosniske muslimer) vidst hele tiden, og nu er sandheden ved at gå op for flygtningene. FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR) foretog for nylig en undersøgelse der viste, at kun en brøkdel af de serbiske flygtninge i Serbien regner med eller håber på at kunne vende hjem igen. Den jugoslaviske regering og størsteparten af de udenlandske hjælpearbejdere i Serbien og Montenegro er nået til den samme konklusion. Men Beograd har insisteret på, at det ikke kun er et internt serbisk problem, og tøvet med at afse de ressourcer, det kræver at sørge for så mange flygtninge.
En håndfuld internationale hjælpe-organisationer arbejder i Serbien, men de har fokuseret på nødhjælp i forbindelse med kampene og regner ikke med blive for at tage sig af den langsigtede rehabilitering og integrering af flygtningene, der bliver nødvendig. De er selv afhængige af udenlandske donorer (først og fremmest vestlige regeringer), der ikke er meget for at støtte det nuværende serbiske regime ved at overtage ansvaret for landets flygtningeproblem. De fastholder, at Serbien må leve op til de forventninger, der stilles til en deltager i det internationale samarbejde. Og mens diplomaterne og politikerne snakker, vedstår spørgsmålet: hvordan tager man hånd om en halv million nødstedte mennesker i et land, der er forhadt, korrupt og stort set fallit?
Lån, bistand og motivation
Dansk Flygtningehjælp (df) prøver at hjælpe så godt de kan. Som nu fx. i Kraljevo, en hyggelig by med 80.000 indbyggere og 8.000 flygtninge, hvor en lille gruppe gamle serbiske kvinder sidder og strikker på livet løs i en “social club” en tirsdag i april.
Rundt om i Serbien og Montenegro har DF etableret klubber, der bruges af ca. 18.000 mennesker. Ideen er at aktivere og motivere flygtningene fra Kroatien og Bosnia-Hercegovina, tilbyde dem jobtræning og få dem med i projekter som UNHCRs income generation. IGP’er, som de kaldes, er lån eller bistand, der gives til iværksættere blandt flygtningene, som kan formulere et koncept for en ny virksomhed og præsentere det til en organisation som DF . Med pengene kan de skabe grundlaget for en regelmæssig indkomst for dem selv og deres familie, der gør dem mindre afhængige af hjælp fra andre. Det er samtidig et skridt i retning af at starte en ny tilværelse i deres nye omgivelser.
Konceptet stammer fra hjælpearbejdere i Afrika og Asien, og har været en succes rundt om i verden. I dag drager godt 3.000 mennesker nytte af et par hundrede DFprojekter. DFhar valgt at fokusere på store projekter, hvor grupper på 7-10 flygtninge går sammen og modtager et lån eller bistand på dem 10.000 (ca. DKK 38.000) eller mere. Om end det umiddelbare mål er at etablere succesfulde små virksomheder, så understreger projektleder Anette Christoffersen fra DF vigtigheden af projekternes psyko-sociale effekt ved at holde flygtningene beskæftiget.
Det er ikke nemt at få en virksomhed stablet på benene, forklarer Anette Christoffersen. Flygtningene har svært ved at tænke på “resten af deres liv, “de fokuserer på her og nu, på at have til dagen og vejen. Nogle af dem overdriver tidligere erfaring, når de søger om projektstøtte, og det sker, at de påstår at have erfaring på et felt, hvor de tydeligvis aldrig har arbejdet.
Så af og til bliver et projekt til oplæring i stedet for forretning. Og når de starter må DF s folk under alle omstændigheder forklare flygtningene om fundamentale forretningskoncepter som optimal kapacitetsudnyttelse og produktionsplanlægning, der er så godt som ukendte for en nystartet virksomhedsejer i Jugoslavien. Kunsten er at finde balancen mellem at arbejde med flygtningene på deres egne præmisser, og samtidig lære dem ting, der kan bringe dem videre i tilværelsen.
Drivhuse er et poplært tema fra IGP’er. For dem 8.500 (dkk 30.000) kan man få et 180 m2 stort drivhus, importeret fra Danmark, der kan samles på et par dage. Det tager så knapt en sæson at lære flygtningene af bruge det effektivt, men i den periode skal de overvåges tæt, og de mangler ofte egne midler til at klare sig for, mens de venter på indtjeningen fra den første høst.
Ikke som derhjemme
Bosko arbejder på et stykke land lige udenfor Kraljevo. Han ejede sin egen jord hjemme i Kroatien.Det var en mark, han havde brugt næsten 50 år af sit liv på at dyrke. Men i 1992 måtte han og familien på seks flygte fra deres landsby nær Sisak syd for Zagreb da kampene brød ud der. Første stop var Nis i Det sydlige Serbien, men de brød sig ikke meget om tilværelsen som byboer og kunne ikke skaffe til dagen og vejen. Ligesom det er tilfældet for mange andre flygtninge er det anden gang, Bosko er på flugt. I 1941 lykkedes det ham at nå til partisanernes område, da tyskerne og de kroatiske Ustashe fascister jagtede serberne i Kroatien.
Sammen med tre andre familier arbejder de nu på et lille drivhus-projekt financieret af DF med penge fra UNHCR. Men Bosko føler sig stadig rodløs. Han har hørt, at familiens hus i Kroatien har overlevet, så hvis tingene på et tidspunkt skulle ændre sig, ville han være interesseret i at tage tilbage. “Mine børn kan ikke føle sig trygge her,” siger han. “Der er intet arbejde til dem, ingen sikkerhed for fremtiden.”Bosko og hans familie ville gerne arbejde, så meget de orkede, men der er ikke meget, de kan tage sig til. De er bekymrede, og Bosko siger, han ikke har megen tro på fremtiden.
Stilstand
Halvdelen af DFs projekter drives af flygtninge fra de såkaldte “collective centres” et begreb, der dækker over de barakker, nedslidte skoler og andre offentlige bygninger, som lokale myndigheder er blevet tvunget til at tilbyde flygtningene som midlertidig bolig. Flygtningecenteret Adrani ligger lige udenfor Kraljevo og huser 85 flygtninge. Bygningen er i dårlig stand og der er kun et enkelt toilet, som de alle må deles om. “Men det er da bedre end i lejren på den anden side af gaden,”siger flygtningenes talsmand. “Der har der slet ikke noget.” En gammel dame nikker. Hun er 79 år og den ældste af beboerne. Den yngste er en pige på to år.
Flygtningene her ankom fra Krajina i maj 1995 og blev i starten indlogeret i den lokale sportshal. Nu deles de om det dårlige, overfyldte center og bor flere familier i hvert værelse. De påpeger forarget, at “selv dyrene på de lokale gårde har bedre levevilkår end os.” Efter to år på flugt er det som om sandheden er ved at gå op for dem:”vi kommer ikke tilbage i den nærmeste fremtid.”
På et gammelt fjernsyn i et hjørne af Adranis fællesstue flakser MTVs forvirrende billeder forbi. En gruppe flygtninge har samlet sig for at fortælle, hvordan der er at bo i centeret.
“Vi føler os som fanger du skulle se, hvad vi havde i Kroatien. Her er vi bare gæster, og gæstfriheden er ved at slippe op,” siger en aldrende herre trist. Det lokale Røde Kors giver dem tøj fra afdøde flygtninge i andre lejre, og de lokale myndigheder sørger for mad. Internationalt Røde Kors har skaffet flygtningene madrasser, og DF har givet dem stof til at sy sengetøj af. Derudover får de ingen hjælp, og folk i Adrani mangler helt grundlæggende ting som rindende vand og medicin.
Deres valgte talsmand holder jævnlige møder med de lokale myndigheder, men det hjælper ikke stort. “Vi får altid at vide, at tingene vil blive ordnet, at der vil ske noget, men det gør der aldrig. Undskyldningen er som regel, at Beograd ikke har sendt penge. Når vi så endelig får noget, så kommer der tit så lidt af vi ender med at skændes om fordelingen.”
I 1996 lykkedes det DFs socialarbejder at få flygtningene engageret i sport og noget landbrugsdrift bag centeret, og de begyndte at omgås flygtningene fra andre centre. Men på denne forårsdag virker det som om de helt har mistet gejsten og er vendt tilbage til apatisk stilstand, imens de venter på, at et eller andet, hvadsomhelst, skal ændre sig.
Nogle af dem har været midlertidigt beskæftigelse som daglejere;en hård dags arbejde gav ca. 60 dinarer (omkring DKK 70), men selv den slags jobs er forsvundet, nu da den serbiske økonomi er yderligere forværret. Arbejdet med de 3.000 kvadratmeter jord, de har lejet er ikke nok til at beskæftige dem alle, men kun tre af dem har ansøgt om income generation projekter, og alle tre ansøgninger blev afvist. Det virker som om resten af beboerne i Adrani har misten håbet. De beklager sig i detaljer om maden, om mælken, om kulden, om børnenes kår, om de humanitære orgnisationer og om systemet. Igen og igen lyder de de samme jeremiader:”hvad kan vi gøre?hvor skal vi tage hen?Hvem kan hjælpe os?”
De er bønder, hvis ukomplicerede liv i generationer har drejet sig om jorden og familien. Før krigen ejede de ikke meget, men nu har de mistet den smule, de havde. Tilværelsen har aldrig krævet, at de viste noget synderligt initiativ, og det er helt tydeligt, at tanken om at skulle “starte et nyt liv” er helt uoverskuelig for mange af dem.”Jo,” indrømmer de, “vi ville gern være en del af et Storserbien, men ikke på den her måde.”Frygten er taget med dem fra Kroatien, frygten for at nogen skal udpege dem som krigsforbryder og få dem sendt tilbage til en retssal i Kroatien. Der er selvfølgelig ingen af flygtningene, der vil indrømme at de har begået krigsforbrydelser, men de fleste af beboerne her er pensionister og kvinder, vel næppe de typiske chetnikker på flugt.
Vil de nogensinde k unne betragte Serbien som “hjemme” og føle sig tilpas i de nye omgiveler?”Ja,” siger en gammel kvinde, “men det ville være så meget lettere hvis tingene ændrede sig for det bedre.”
To gange er to for mange
En rar gammel fyr med bævrende stemme og en svag stammen træder frem og rækker mig forsigtigt et billede af et hus; det viser sig at være hans gamle hus hjemme i Krajina.
Milorads trætte, triste øjne afspejler det, der ses på billedet. Huset er stort og ser velholdt ud;foran det står en familie opstillet omkring en aldrende Opel. Derpå rækker han mig seks andre billeder, som er taget af en nabo, der flygtede til Tyskland og for nylig var tilbage og besøge landsbyen i Krajina. Det ser ud som om n ogen har trampet på huset med store støvler;de bærende vægge er faldet sammen og der ligger murbrokker overalt omkring huset. Der går et sekund før jeg helt fatter, hvad billedernes tydelige sprog fortæller Milorad. Midtpunktet i hans hidtidige tilværelse er væk; han har intet at tage tilbage til i Krajina.
Hans historie er dobbelt tragisk. Som tre-årig blev han med sin familie smidt ud af deres hjem lidt syd for Zagreb i Kroatien. Det var i 1941. De flygtede til Serbien, og endte ved et tilfælde i Matarusjka Banja-lejren, der ligger på den anden side af gaden fra Adrani. Milorad kan stadig huske familiens rejse tilbage til Kroatien i 1948, hvor de genopbyggede deres hjem og startede en ny tilværelse.
Men i 1995 måtte han og konen så afsted igen. Turen til Serbien tog dem næsten to uger. Han havde et godt forhold til sine naboer hjemme i Kroatien, og han havde aldrig forestillet sig, at det kunne ske igen. Ved et skæbnens puds endte han igen i Kraljevo, næsten halvtreds år efter, at han havde været der som dreng.
Måske kan vi alligevel tage hjem
Det gamle kursted syd for Kraljevo huser for tiden 320 flygtninge, hvoraf de 55 er børn. Væggene i den lokale klub er prydet af børnetegninger og plakater med uregelmæssige engelske verber. Her møder jeg et ældre serbisk ægtepar lad os kalde dem Tomislav og Dragana der flygtede fra Nova Gradica i Kroatien i 1991. Centerlederen mener, at de må være nogle af de første serbiske flygtninge overhovedet.
I deres ynkelige lille værelse klager kvinden sig over rygsmerter, depressioner og et væld af andre lidelser. Dragana holder den ene hånd på ryggen og trykker den anden mod maven mens hun snakker. Hun stønner og forklarer, at hun ikke kan klare maden på centeret længre, at hun skal have små portioner flere gange dagligt og egentlig burde være på en speciel diæt, men at parret ikke har råd til at købe nogen som helst selv. Hun er overbevist om, at hygiejnen i køkkenet er elendig og ville ønske, at staten ville gøre noget. Hun skal have medicin for at afhjælpe sine psykiske lidelser, men den har de heller ikke råd til. De sidste par aftaler hos lægen er glippet, fordi de ikke har råd til busbilletter, og selv om hun nok tror, hun burde indlægges, så er hun bange for, hvad der ville ske med hende på et hospital.
“Hvordan kan nogen dog leve under disse omstændigheder?” spørger Dragana, og slår opgivende ud med armene. To senge, et lille bord, en radiator, en kommode og et par el-kogeplader. Det er alt hvad de har i deres “hjem,” alt hvad de har haft i de sidste seks år. Hun trækker en gammel, brun pullover frem og holder den frem foran sig med tydelig foragt. “Jeg fik den her for fire år siden fra Røde Kors,” sige hun, “og jeg har ikke fået noget siden.”Parret har stor forståelse for de lokale myndigheder og Beograds manglende hjælp (“nåh, det er jo bare systemet her…”), men er til gengæld meget hurtige til at påpege udlandets manglende støtte og hvad de betragter som brudte løfter fra de mange hjælpeorganisationer gennem årene. De troede ikke at nogen i det, der dengang var Jugoslavien, ville gå i krig med hinanden, men i 1991 brød helvede løs mens de var på besøg hos familien i Bosnien. Frygten for, at deres søn ville blive hvervet til den kroatiske hær for at kæmpe mod serbere førte til, at de blev i Bosnien. Som så mange andre serbere blev de senere tvunget til at forlade Bosnien og tage videre til selve Serbien. Deres søn bor i dag i Beograd, hvor han læser på universitet og har arbejde.
Som statsansat i Kroatien var Tomislav berettiget til en pension på dem 1.500 årligt (ca. DKK 6.000) som han kunne tage med sig hvorsomhelst i det daværende Jugoslavien. Men siden flugten i 1991 har han ikke modtaget en krone fra den nu selvstændige stat Kroatien. “Hvis jeg bare kunne komme tilbage til Kroatien og få afklaret tingene med den pension,” mumler han. Han har hørt fra et par bekendte på hjemegnen, og han siger selv, at han ikke ville frygte for sin sikkerhed, hvis de vendte tilbage hans naboer var flinke nok, siger han, og han har aldrig gjort nogen noget. Da jeg spørger Tomislav hvorfor de så ikke prøver at komme tilbage med et af UNHCRs hjemsendelsesprogrammer konstaterer han, at hun er for syg til at rejse. Men det bliver hurtigt klart, at de kender meget lidt til de muligheder, de har som flygtninge i Serbien. De har ikke deltaget i de informationsmøder om permanent tilbagevenden og besøg, der har været afholdt på centeret Han siger, det er fordi de er flove over at skulle diskutere deres problemer og bekymringer i de andre flygtninges påhør. De har hørt om UNHCRs og Røde Kors'”Going Home” projekt, men de har på den anden side også hørt om folk, der tog hjem og fandt deres hjem i ruiner og det ønsker de bestemt ikke at opleve. De er også i tvivl om, hvorvidt de ville få lov til at vende tilbage til Serbien igen, hvis tilværelsen i Kroatien skulle vise sig at være for hård eller risikabel. “Og hvad med vores sikkerhed undervejs kan UNHCR garantere den?” spørger Tomislav skeptisk.
Der er forskellige tal i omløb, men til dato er højst et par tusind Serbere vendt tilbage til Kroatien. Nogle kilder påstår, at de eneste, kroaterne har ladet vende hjem, er gamle mennesker, der er taget tilbage for at dø i deres landsby. I Tudjmans republik har man for nylig vedtaget en lov, der giver kroater ret til ejendom konfiskeret fra flygtninge. Og nu om dage er det kun folk i Kroatien, der kan få udstedt kroatiske identitetspapirer, hvilket i praksis lader flygtningene i Serbien statsløse.
Imens vokser spændingerne mellem serbere og muslimer i Øst-slavonien, og dermed truslen om, at krigen på ny skal blusse op og sende en ny bølge af flygtninge mod Serbien fra den selvbestaltede serbiske republik i Bosnien. Der skal være valg i Serbien til september, og der er en chance for, at det vil betyde en udskiftning af regimet i Beograd. Nogle hjælpeorganisationer har fundet folkene fra oppositionskoalitionen Zajedno lettere at arbejde med og mere dynamiske på lokalt plan, men ingen ved, hvad en ny regering vil kunne gøre for landet som helhed. Økonomien og infra-strukturen er på randen af sammenbrud, og svære spørgsmålm som Vojvodina og Kosovos fremtidige status skal afklares før verden vil række Serbien en hånd med genopbyningen. Selv med udenlandsk bistand vil det kræve lang tid og en helt formiddabel indsats af en opgivende og desillusioneret befolkning at stable Serbien på benene igen.
Det er svært at se, hvad der skal ske med den halve million flygtninge i Serbien. De vil med sikkerhed stadig være der, når den næste vinter melder sig, men det er tvivlsomt om der vil være tilstrækkelig nødhjælp til at sikre, at de også overlever den.
Som hos de palæstinensiske flygtninge, jeg har mødt i Mellemøsten, lever drømmen om at vende hjem videre hos de serbiske flygtninge i Serbien; men langsomt bliver den til en nostalgisk myte som tiden går og virkeligheden lægger sin klamme hånd om drømmen.