(Offentliggjort i forkortet udgave i 
Weekend Nu i september, 2001)
I tirsdags delte jeg en ny og anderledes oplevelse med mine otte millioner naboer: vi så New Yorks stolthed skvatte i grus, og sammen med de to store bygninger på Manhattans sydspids forsvandt resterne af amerikanernes illusion om tryghed på hjemmefronten.
Jeg cykler til dagligt på arbejde gennem Manhattans myldretid, så jeg har et temmelig intimt forhold til faren på de her kanter. Ikke desto mindre er det i den forløbne uge gang på gang kommet bag på mig, hvor rystet jeg er. Lugten af brændt beton er væk og frihedsgudinden, de smukke broer og Manhattans stolte bygninger står skarpt imod den klare efterårshimmel. Men den førhen så betagende udsigt her fra Brooklyn-siden af East River er nu uudholdeligt deprimerende. Det skyldes selvfølgelig ikke så meget den estetiske effekt af de to manglende skyskrabere – et gabende hul som i en seks-årigs undermund – men påmindelsen om, at nogen var i stand til at øve så meget vold på så kort tid… så tæt på.
Jeg kigger ikke derover hvis jeg kan undgå det, men mit blik fanges i stedet af de utallige plakater, der hænger på lygtepælene: en far med en lille pige, “sidst set på 78. etage, hvis nogen har hørt…” Min egen søn startede i børnehave i torsdags, og jeg frygter mere for hans sikkerhed end for min egen. Han har bemærket den sære stemning, men det har været svært at forklare en lille fyr på to-et-halvt hvorfor folk var så triste, og at det hang sammen med den store røgsky inde over byen. Angsten kan til tider næsten slå benene væk under mig.
Lige så selvoptagede de stressede New Yorkere kan være til daglig, lige så hjælpsomme og næstekærlige viser de sig i en krisesituation. Forsyninger og frivillige er strømmet ind til nødhjælpsarbejdet, og millioner af dollars er blevet givet til de efterladte. New Yorkere er hårdfør; mange var på arbejde igen allerede torsdag, og de fleste magter nu at bruge deres mobiltelefoner til at udveksle synspunkter om andet end døde børsmæglere og flykaprere. Det er pludselig utroligt opmuntrende at høre håndværkerne hamre på byggepladsen overfor og se en lastbil læsse forsyninger af hos vores købmand. Byen er tilsyneladende blevet normal igen på forbløffende kort tid. Men alt har ændret sig.
“America – Love It or Leave It” lyder ultimatummet på det meterlange amerikanske flag, der er til salg på gaden i mit ellers overvejende arabiske kvarter. Der er flag overalt, og det er betagende at se en nation stå så samlet i en svær tid. Sorgen har alle New Yorkere og amerikanere taget del i, uanset etnisk baggrund eller politisk ideologi, men den nationale stolthed er nu ved at få en kedelig, ultra-patriotisk undertone.
Det er svært af være langtidsgæst i det USA, der er blevet det opnåelige mål for alverdens terroristers vrede, men undlade at tage del i den traditionelle “amerikanske” reaktion: patriotisme, floskler om frihed, og seriøs sabelraslen. Mange amerikanere har slået til lyd for, at USA ikke bare jævner et tilfældigt U-land med jorden, men en krigsliderlig, underfrankeret præsident har netop fået udstedt en check på 40 mia. dollars til at “gøre noget ved problemet.” Og stiller man spørgsmålstegn ved logikken bag “krig mod terrorister,” bliver man selv af moderate amerikanere nu nemt stemplet som forræder.
Jeg kan brokke mig – jeg er jo “bare” udlænding. Men det er uendeligt meget sværere at være muslim, eller bare mørklødet, i USA netop nu, og USA vil næppe fremover forblive den store, trygge smeltedigel, hvor enhver kan prøve kræfter med den amerikanske drøm. Det spirende fremmedhad og den udbredte, snart formaliserede paranoia vil fundamentalt ændre det amerikanske landskab.
Jo, jeg er bange. Jeg frygter dels, at USA vil være mål for en fortsat guerillakrig, der kan gå ud over mig og min familie, dels at USA nu vil blive et endnu mere anstrengende, hyklerisk samfund at bo i. Den selv-centrerede, små-arrogante nation har i al sin forgyldte og forædte velfærd fået noget at tænke på. Nogle få benyttede den kærkomne pause i den endeløse strøm af reklamer og medietomgang til at tænke over de virkelige værdier her i tilværelsen. Men nu er pausen forbi og næstekærligheden lagt på hylden, for nu skal vi i krig. “Et korstog,” kaldte vores lokale B.T. det forleden. Vorherrebevares.
Efter fire år i USA har jeg stadig svært ved at forholde mig til de værdier, amerikanerne påstår, at landet står for. Og netop nu, hvor jeg for første gang har haft lejlighed til at dele amerikanernes sorg og føler mig tættere knyttet til dem som almindelige mennesker, har jeg større lyst end nogensinde til at flytte langt, langt væk fra dem og deres skrøbelige glashus.
—
Lars Blackmore, 32, bor i Brooklyn, New York, med sin amerikanske hustru Lisa, og søn, Lucas. Han er projektleder for nødhjælpsorganisationen International Rescue Committee.
